Et mærke - en familie
Inden for IOGKF bærer alle medlemmer verden over samme mærke på brystet, dette mærke viser det sammenhold, der findes inden for IOGKF. Hvor mange andre stilarter, har forskellige nationale og klubmæssige brystmærker, holder IOGKF fast i, at man inden for IOGKF, er en familie, uanset nationalitet, race, religion eller køn.
Mærket inden i cirklen er Chojun Miyagi Sensei familiemærke, som på denne måde viser den direkte linje fra Chojun Miyagi Sensei oprindelige karate til Okinawa Goju-Ryu karate, som den trænes i dag.
Den dybere mening med mærket er, at den ydre kreds symboliserer himlen, den bløde del (ju), mens centrum symboliserer jorden, det hårde (go). Tilsammen viser det den evige balance, der altid bør være mellem det lineære og cirkulære – det bløde og hårde, altså den dybere mening med selve Goju-Ryu karate.